Godt begynder strikkeprojekt

Godt begynder strikkeprojekt - Önling

Guide til at vælge et godt begynder strikkeprojekt

Når man er nybegynder udi strik, kan det godt virke svært at finde ud af hvordan man kommer godt fra start. For hvad er det godt at starte med at strikke? Hvorfor skal man lave strikkeprøve? Kan jeg ikke bare bruge det garn jeg har liggende til den trøje jeg har udset mig? Og hvad betyder de forkortelser egentlig? Og sådan er det med de fleste nye hobbyer. Det hele tager tid, man lærer af sine fejl og bliver langsomt bedre og bedre. Men bare fordi du er helt grøn i strikkeuniverset, betyder det ikke, at du ikke kan kreere smukt strik! Og vi vil gerne hjælpe dig godt på vej. Her på siden finder du vores guide til at komme godt i gang, og derefter har vi mange flere tips og mere inspiration til nye strikkere samlet på siden "Lær at strikke" her.

Top 3 over gode begynder strikkeprojekter 

Vi har lavet en top 3 over gode begynder strikkeprojekter som vi anbefaler, at du starter ud med, hvis du er helt ny strikker. 

1. Halstørklæder

Et godt begynder halstørklæde strikkes rundt på rundpind, og du skal derfor kun strikke retmasker i et langt rør. Tør du at udfordre dig selv lidt mere, kan du strikke halstørklædet frem og tilbage. På den måde får du virkelig øvet dig i dine ret- og vrangmasker. Det vil glæde dig senere i dit strikkeliv. Husk blot på, at da et halstørklæde skal være langt, tager det lidt tid før du er færdig, så hold tungen lige i munden og vær tålmodig. Til gengæld kan du får øvet dig på forskellige teknikker, og du kan lave striber i forskellige farver undervejs. 

Vi anbefaler dette:
Easy Peasy halstørklæde

Esay peasy halstørklæde for begyndere

Huer
En hue er også et fantastisk begynderprojekt. Vi har lavet vores eget Easy Peasy hue + halstørklæde sæt, hvor du kan lave både hue og halstørklæde. Men vil du blot starte med en hue, er dette intet problem. Det er heller ikke lige så tidskrævende som et halstørklæde er, da det er væsentligt mindre og oftest strikkes i retstrik på rundpind. 

Vores anbefalinger til dine hue første projekter:

Easy peasy hue fra Önling

Oslo huen fra PetiteKnit

Debutanten Balaclaca fra Spektakelstrik

Du kan også se alle vores opskrifter og strikkekits til nemme huer for begyndere her.

Karklude
Strikkede karklude kan man aldrig få for mange af i sit køkken. Der er så mange grunde til at strikke sine egne. For det første er det et sjovt og hurtigt projekt, og du vil kunne sætte præg på dit køkken med din helt egen stil. For det andet er det meget bedre for miljøet, da du undgår mikroplast, såfremt du vælger det rigtige garn. Vi anbefaler Önling No 14, som er GOTS-certificeret økologisk bomuld/hør garn. For det tredje er de virkelig gode i brug og holdbare. Du kan helt selv vælge, om du vil have dem tynde eller tykke - og så vil alle dine venner også have nogle ;-)

Karkluden er et hurtigere projekt end halstørklæder og huer, og du lærer stadig ret og vrang. Karklude kan også bruge til at øve flere teknikker når du vil kaste dig ud i det, f.eks. indtagninger og udtagninger eller spændende mønstre. 

Strikkede klude for begyndere

Der findes så mange flotte muligheder for at strikke karklude. Vi har nogle favoritter her:

Advent 2020 Easy Peasy klude 

Katrines 3 yndlings karklude

Vores yndlingsklude - obs! Dette er en bog og der er en masse flotte klude i. Både begyndervenlige og flere mønstre til når du har øvet dig lidt mere.

Husk, uanset hvad du strikker som dit første projekt, er det vigtigste at have det sjovt mens du strikker, at øve dig og lære af dine fejl.

Lær de basale strikketeknikker med videoer 

Inden du går i gang med dit første projekt, vil vi anbefale dig at øve dig på at strikke ret og vrang. Kan du disse 2 teknikker, kommer du allerede meget langt i din nye hobby. Du kan med fordel finde noget billigere garn og lave nogle prøver. På den måde lærer du både din strikkefasthed og de pinde du strikker med at kende. 

Hvis det er allerførste gang du sidder med garnnøgle og strikkepinde i hånden mens du læser dette, kan du bruge disse videoer til at hjælpe dig i gang:

Sådan slår du masker op: 

Sådan strikker du ret:

Sådan strikker du vrang:

Et par sidste gode råd med på vejen

Inden du går i gang med dit første projekt, har vi lige et par ekstra gode råd du bør overveje:

Er projektet til dig selv eller en anden?
Der findes ingen større glæde end at glæde andre. Og hvad er bedre end hjemmestrikket kærlighed? Du vil måske lære at strikke et babytæppe til din nye nevø, en fin cardigan til din veninde som skal giftes, en trendy begynder vest til din niece eller et sjal til din mors runde fødselsdag. Men du bør måske genoverveje om dit første projekt skal være til en anden. Dette er der flere grunde til. For det første bliver dit allerførste projekt næsten med sikkerhed fyldt med begynderfejl, forkert strikkefasthed eller noget helt andet. Hvis projektet skal overrækkes til en anden, vil disse fejl ikke være lige så nemme at tilgive, som hvis det var til dig selv. For det andet fortjener du dit første projekt helt selv. Og så er det også super sjovt at se processen i sine færdige strikkeprojekter over tid. Så derfor - lav dit første projekt til dig selv, og strik til andre når de fundamentale færdigheder er på plads. 

Tid, tid og tid
Måske har du ikke tænkt over, hvor lang tid det tager at lave en trøje. Vi kan jo nemt gå ned i H&M og købe en striktrøje til 2-300 kroner. Men hvis du selv skal lave din næste uldne kærlighed, kan det nemt tage 20 timer for en øvet strikker i ren strikketid. Og for mange andre gode strikkere kan det tage måneder. Så hav derfor tålmodighed og start måske med et lidt mindre projekt, så du ikke mister modet.

Godt begynderprojekt