Hvordan afslutter man strikketøj?

Hvordan afslutter man strikketøj? - Önling

Der er nogle teknikker i strik, som bare er vigtige et kunne. En af dem er at slå op, en anden er at kunne lukke sit strikketøj ordentligt af. Hvis man lukker for stramt af, bliver det svært at bruge sin sweater eller bluse. Men hvis man lukker for løst af, kan det også give blusen et uønsket look – hvem gider have en rib der glaner? Derfor kan du i det her blogindlæg lære at lukke dine strikkeprojekter flot af.

Når du er færdig med at strikke

Når du er nået til vejs ende med dit strikketøj, uanset om du har strikket en trøje, et tæppe, et par sokker eller noget helt fjerde, er det yderst vigtigt, at du har styr på afslutningsteknikken. Får du ikke afsluttet strikketøjet rigtigt, kan du risikere, at den trøje du har brugt flere måneder på at strikke trævler op, og du må begynde forfra. Der findes flere forskellige metoder til at afslutte strikketøj, der hver især har deres fordele og udseender. Hvilken metode du skal bruge afhænger af, hvad du har strikket, og hvilket udtryk du ønsker.

Man kan også få aflukket sit strikketøj for løst eller for fast – dette kan gøre at man får en alt for fast aflukning som kan gå i stykker eller kan gøre at man ikke får brugt sit strik.

Det kan være svært at lukke af i silk mohair – derfor hvis du skal strikke Fluffy Fluffy Sweater er det en god ide at læse blogindlægget her først – så kan du selv vælge hvilken aflukning du vil bruge.

Forskellige typer lukninger

Almindelig aflukning

Sådan afslutter du dit strikketøj almindeligt: Den almindelige aflukning af strikketøj kan benyttes ved alle typer strik og er utrolig nemt at lære – ja måske den letteste del overhovedet ved at strikke! For at få en løsere aflukning, kan du eventuelt lukke af med end større pind, end den du har strikket med eller sørge for at strikke løst på afslutningsrunden

Læs med her og få Önlings step by step guide til hvordan man på almindeligvis afslutter strikketøj

Step 1:

Har du strikket glatstrik afslutter du ved at strikke to rette masker, mens du ved ribstrik strikker ret over retmasker og vrang over vrangmasker.

Step 2:

Stik venstre pind ind i den bagerste af de to masker på højre pind, og træk masken henover den forreste maske.

Step 3:

Nu har du kun én maske på den højre hånd. Strik endnu en maske og træk anden maske henover den tredje som ved step 2.

Step 4:

Gentag processen hele rækken hen til der kun er en enkelt maske tilbage.

Step 5:

Når du er nået til den sidste maske, trækker du garnet gennem masken og strammer til, hvorefter du hæfter garnenden.

Limoncello sweater

Italiensk aflukning

Italiensk aflukning er en flot og elastisk aflukning som passer til enkeltrib, altså rib strikket med 1 ret, 1 vrang. En almindelig aflukning kan nemt blive for stram til en elastisk ribkant, og derfor kan det være en fordel med en italiensk aflukning. Italiensk aflukning er lidt mere tidkrævende end andre aflukninger, og man bruge en nål til at "sy" aflukningen, men det flotte resultat er ofte tiden værd. Italiensk aflukning er nemmest at vise (og lære) med en videoguide, du kan se en rigtigt god guide fra Kimmie Munkholm herunder. 

Picotaflukning

Picotaflukning er en dekorativ form for aflukning, der giver fine takker i kanten af strikketøjet. For at lave en picotaflukning med takker, slår man hele tiden et par ekstra masker op, for så at lukke dem af igen. Den kan være rigtigt flot til sjaler, samt til strømper og huer, da en picotaflukning også er elastisk. 

Sådan laver man en Picotaflukning: *Slå 2 nye masker op med strikket opslagning. Luk 4 masker af som i almindelig aflukning beskrevet herover. Flyt masken fra højre pind til venstre pind.* Gentag fra * til * til alle maskerne er lukket af. 

I-Cord lukning (aflukning med hestetømme)

Dekorativ aflukning fx med en ny farve, vi bruger den i Emma og Cozy Cardigan. Slå det angivne antal masker op (hvis ikke der begyndes med en allerede strikket hestetømme). 

Sæt/strik m op på pinden til højre for de masker, der skal lukkes af, så garnet hænger mellem de nye masker og de masker, der sidder langs arbejdet og skal lukkes af. Før nu garnet bag de nye masker, og strik ret til den sidste af disse.Tag den sidste maske ret løs af, strik den første maske langs kanten af arbejdet ret, og træk den løse maske over. 

*Vend ikke arbejdet, men sæt de netop strikkede masker tilbage på venstre pind, strik ret til den sidste af de netop strikkede masker, 1 ret løs af, 1 ret, træk den løse maske over den strikkede.

* Strik fra * til * indtil alle masker langs kanten er strikket. De sidste masker på pinden kan nu enten lukkes af eller strikkes til en hestetømme, som opskriften anviser.

Hvis du hellere vil se en videoguide, kan du bruge denne video fra Kimmi Munkholm.

Elastisk aflukning

Benyttes når to strikketøjer skal sættes sammen. Aflukningen skal strikkes relativt fast, ellers vil der opstå løse løkker. Strik 2 r, stik venstre, pind ind i begge m fra venstre, og strik dem dr r sm. *Strik 1 m som den viser, der sidder nu atter 2 m på højre pind, stik venstre pind ind i begge m fra venstre og strik
dem dr r sm. Gentag fra * til * pinden ud.

Emma sjal

 

Når du har hæftet strikketøjet, er du klar til at tage din nye trøje/ hue/ tæppe eller lignende i brug og kaste dig ud i et nyt strikkeprojekt. Læs vores andre blogindlæg her på siden og lær blandt andet om hvordan du får styr på strikkefastheden, hvordan du strikker med flere farver, eller hvordan du strikker mønsterstrik.

Önlings webshop er landsdækkende, og indeholder et komplet strikkeunivers hvor du finder garn af høj kvalitetklassiske og unikke strikkeopskrifter, samt strikkekits med opskrifter og tilhørende garn i valgfri farve og meget andet lækkert til dit strikkeprojekt.