Sneet inde - En hilsen fra Solskinsøen
Når man er medarbejder hos Önling og bor på Bornholm, betyder en snestorm og en advarsel mod al unødvendig udkørsel intet – jeg arbejder hjemme og har garn nok!
Min opgave, som en brik i Önling-familien, er at gribe Katrines kreative bolde og omsætte dem til noget, du kan strikke med egne hænder… Til noget varmt, blødt, luksuriøst og bæredygtigt – noget, som vi i denne kolde tid kan lune os med uanset job, vejr, alder eller evner.
"Lige i denne uge er jeg sneet inde på Bornholm,
men vi har 60/60 fiber og masser af brænde,
så der er ingen hindring for at kunne arbejde."
Lige i denne uge er jeg sneet inde på Bornholm, men vi har 60/60 fiber og masser af brænde, så der er ingen hindring for at kunne arbejde. Og den smukke natur her udenfor vinduerne i Poulsker hjælper på kreativiteten og på kærligheden til den varme uld, alpaca og mink, der findes i vores garner.
Føler du dig ikke isoleret fra Önling og dine kollegaer, helt derovre i Vandkantsdanmark?
Nej, via Skype og FaceTime er de aldrig langt væk. Vi holder ugentlige krea-møder og taler ofte sammen om design, snit, strukturer og de elementer, vores Önling’s modeller skal indeholde. Og jeg må sige, at efter 3 dages heftige og idérige møder hos HQ i Søborg, er det helt rart at komme hjem og sne lidt inde. Her er den højeste lyd sneplovene, der holder hovedvejen fri til omkring kl. 17 - og så er det godnat, Bornholm, vi forbyder al udkørsel fra nu af. Fat strikkepindene, tænd op i brændeovnen og lad ulden give dig varmen igen.
"Fat strikkepindene, tænd op i brændeovnen og lad ulden give dig varmen igen."
Så, en lille hilsen fra Önling’s bornholmske afdeling, der i fremtidige bloghilsener vil løfte lidt af sløret for de kreative ideer vi tumler med. Lige nu er der måske et nyt sjal på vej, der hedder Skagerak…
Heidi Beckmann, Strikkespecialist hos Önling