Respekt for vores fælles hjem
Önling er født ud af en bekymring for vores klode – og for den fremtid, som vi har født vores børn til. Hvis ikke vi har en planet at bo på, så er alt andet jo i virkeligheden ligegyldigt.
Vi arbejder ud fra tankegangen om, at ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget – og derfor besluttede vi at begynde der, hvor vi var. Og med det, som vi kender. Nemlig at arbejde for at slow fashion flytter ind i flere og flere garderober.
Image by jannoon028 on Freepik
Tillidsfuldt parløb med vores producenter
For os betyder det, at vi arbejder tæt sammen med vores leverandører. For råmaterialerne til vores garn er nemlig ikke noget, vi kan dyrke i vores baghave. Det nordiske klima er ikke skabt til bomuldsproduktion, ligesom de får, der kan leve heroppe nordpå har en grov uld, der ikke er vildt vidunderlig at have på. Derfor er vi afhængige af et godt og tillidsfuldt parløb med garnproducenterne – og vi derfor har vi mødt langt de fleste personligt og set alle led i produktionen. Det at se hinanden i øjnene og give et håndtryk har stor værdi. Ikke mindst i international handel.
Vi er godt på vej...
Vores overordnede målsætning er, at du altid får produkter med en ordentlig dna og af høj kvalitet, når du handler hos Önling – uanset hvad du lægger i kurven. Og går du efter specifikke certificeringer inden for socialt ansvar, dyrevelfærd og tekstilproduktion, så finder du dem også i vores sortiment.
Vi er godt på vej med mange af vores garner og andre produkter, men der er også områder, hvor vi ikke er i mål endnu. Det vælger vi at være ærlige om – fordi vi hverken vil oversælge vores indsats eller hemmeligholde de delmål, vi har nået. Og fordi ærlighed er en nødvendighed, hvis du som kunde skal kunne have tillid til det, vi forpligter os til.
Det er længe siden, vi mennesker dyrkede fx bomuld og producerede garner og tekstiler i den tro, at det var gratis for naturen omkring os. I dag ved vi, at prisen for vores længsel efter nyt i garderoben bliver betalt af miljøet – og vi ved, at vi er nødt til at give tilbage, hvis de kommende generationer også skal kunne bo her på jorden.
Som del af den industri, der trækker de største veksler på naturen, er det naturligvis også os, der må arbejde på at skrue ned for både tempo og belastning ved at træffe de rette valg. Både ude på markerne og inde i produktionshallerne.
For os i Önling er det derfor vigtigt, at vores leverandører har samme værdier, som vi – og vores kunder – har. Langt størstedelen af vores leverandører arbejder seriøst med mindske deres påvirkning af både mennesker, dyr og miljø, og flere af dem sikrer deres indsats med forskellige certificeringsordninger.
Image by: Freepik
Hos Önling er vi bevidste om, at vi som meget små aftagere i en stor industri ikke har den største mulighed for positivt at påvirke de af vores leverandører, der ikke deler vores værdier. Men vi fortsætter med at stille spørgsmål og opfordre, samtidig med at vi altid vil vælge et bedre alternativ, hvis det findes i samme kvalitet og prisramme.
Desuden forpligter vi os til årligt at sikre, at vores producenter og leverandører har opdaterede certificeringer fra de mærkningsordninger, de er del af. Det er vores – og din – sikkerhed for, at de kontinuerligt arbejder på de rette områder, og at deres indsats er kontrolleret af en uvildig tredjepart.
Enhver der har set, hvordan en T-shirt nogle gange rejser fra det ene kontinent til det andet på sin vej fra bomuldsmarken i Afrika over tekstilfabrikken i Asien til tøjbutikken i Europa eller USA ved, hvor ikke-bæredygtig vores internationale tekstilproduktion kan være. Ikke mindst i betragtning af, hvor mange stykker fast fashion, der ender i et stort bål.
Det er den kontinuerlige tøjkværn, som vi hos Önling for længst har meldt os ud af – men det ændrer ikke på, at vi stadig er en virksomhed, der har brug for at flytte råvarer og produkter. Fordi du selv griber strikkepindene og strikker det endelige stykke tøj af vores garner, har du været med til at skære én rejse ud af vores regnskab – selvstrik er nemlig uden tvivl noget af et bedste, du kan gøre for at fremme slow fashion.
Alle vores garner - på nær ét - kommer fra Europa, og på den måde sparer vi endnu en billet. Men der er stadig rejser, vores råvarer og garn ikke kan undgå.
Image by: Caleb Ruiter on Unsplash
Eksempelvis kommer al Önlings uld fra får og geder i Australien, New Zealand eller Asien – og det gør den, fordi vi bruger uld fra racer, der simpelthen ikke kan leve i fx Europa. De har deres bedste liv på de store vidder og i det klima, der nu engang er i den del af verden. Sådan skal det være.
Den færdigbearbejdede uld bliver sejlet fra Oceanien eller Asien til Europa – nærmere bestemt Italien, hvor vores garn bliver spundet, og derfra bliver det pakket i lastbiler og kørt til vores lager her i Danmark. Hele rejsen tager selvfølgelig markant længere tid, end hvis det hele bare blev kørt ind i maven på et fragtfly og fløjet verden rundt, men med skib og lastbil afspejler vi ideen om en langsommere garderobe. Slow fashion begynder ved begyndelsen.
På sin vis er internettet en stor del af, at vi overhovedet har fast fashion. Det er blevet nemt at shoppe på din mobil eller bærbare. Måske for nemt. Med et klik kan du købe det, du har lyst til – fra præcis det sted i verden, du har lyst til. Leveret til døren af en af de tusindvis af fragtbiler, der hver dag fylder op på vores veje. Og bagefter kan du slæbe pap, plast, indpakningspapir og alt det andet emballage ned til genbrugscontainerne. Hvis ikke du pakker halvdelen af tøjet ned igen og sender det retur af præcis den samme vej, som det kom. Og i morgen cykler shoppecirkusset af sted igen.
Hos Önling ved vi godt, hvilken cyklus vi indgår i som webshop. På den anden side er det vores eneste mulighed for at have en forretning, vi kan leve af. Så mange Önling-strikkere bor der alligevel ikke i vores lille nabolag her i Søborg.
Til gengæld gør vi alt, hvad vi kan for at skrue ned for hastigheden – selv i de mindste aspekter af vores virksomhed – og vi holder hele tiden øje med nye muligheder for at træffe bedre beslutninger.
Image by: Andrew Neel on Unsplash
En af de helt store klimasyndere i onlinehandel er naturligvis forsendelsesemballagen. Den skal være solid nok til at sikre, at dine køb overlever en nogle gange hårdhændet fragt, og indeni skal det gerne være en æstetisk oplevelse at pakke varerne ud, så du ikke savner ‘lækkerheden’ fra en fysisk butik. Men det er desværre ofte opskriften på massiv overemballering.
Hos Önling bruger vi en smule silkepapir for at give dig en god oplevelse, men aldrig mere end det giver mening. Samtidig kan du vælge at få sendt dine varer i RE-ZIP-emballage.
RE-ZIP er et bæredygtigt dansk produkt, der fungerer nærmest som et pantsystem for forsendelsesemballage. Du betaler 10 kroner for emballagen, som du sender retur til os igen bagefter – og som tak for din miljøvenlige indsats får du en gratis Önling-strikkeopskrift efter eget valg.
Målet er at sikre, at emballagen bliver brugt igen og igen – så vi sammen kan spare kloden for et hav af nyproduceret pap, plast og papir. En cirkulær RE-ZIP-pose bliver fx brugt i gennemsnit 30 gange, hvilket sparer miljøet for 67 % CO2.
Med Re-zip bidrager du til at:
➡️ Reducere CO2 udledningen med 87%
➡️ Reducere vandforbruget med 89%
➡️ Reducere træforbruget med 93%
Önling er bygget på et ønske om at skabe en langsommere virksomhed, der giver mere til verden, end vi tager – og den filosofi er indbygget i vores daglige drift. Walk the talk, som man siger på moderne dansk. For hvis ikke vi selv gør en indsats i
vores små hverdagsbeslutninger, hvorfor så kræve certificeringer fra vores leverandører?
Nogle af vores indsatser her på kontoret i Søborg kan måske virke ubetydelige, men vi tror på, at hver lille ting avler en større bevidsthed – og vi finder jævnligt nye områder, vi kan løfte i en bedre retning.
Nogle af vores indsatser her på kontoret i Søborg kan måske virke ubetydelige, men vi tror på, at hver lille ting avler en større bevidsthed – og vi finder jævnligt nye områder, vi kan løfte i en mere bæredygtig retning.
Det gør vi:
# Al emballage der kommer ind i vores hus, bruger vi igen.
# Vi arbejder aktivt på at begrænse brugen af nyproduceret plast i vores virksomhed.
# Vi får vores energi fra sydfynske SEF Energy, der garanterer at indkøbe samme mængde vindenergi, som kunderne forbruger. Læs mere her
# Alle vores møbler er klunsede.
# En stor del af vores computere og andet IT-udstyr er genbrug.