Strikkeopskrift til Fluffy Fluffy sweater.
Den lette og bløde Fluffy Fluffy er den perfekte sommerstrik i Önling No 10 silk mohair, pyntet med guldstriber i shiny glimmergarn Önling No 17. Det er en lækker og trendy sweater med delikate detaljer, super pasform og masser af bling. Fluffy Fluffy sweateren kan strikkes lige i din yndlingsfarve, i ensfarvet, to-farvet eller striber i mange farver. Vi har sammensat nogen ideer så det er nemt at komme i gang, men du kan også købe strikkeopskriften og garn i dine yndlingsfarver hver for sig, se mere herunder.
Sidste sommer var denne sweater en af jeres absolut favoritter – derfor har vi nu lavet den i nye strikkekits; i Önling No 10. Desuden har vi nu designet en Kimono, som er inspireret af Fluffy Fluffy. Se alle kits i relaterede produkter herunder.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Designet af Katrine Hannibal for Önling.
Størrelser: (XS)S(M)L(XL)2XL(3XL).
Overvidde: (87)99(106)112(119)125(134) cm.
Længde midt bag: (56)57(58)59(60)61(62) cm.
Ærmelængde under ærmet ved ¾ ærme: (28)29(30)31(32)32(32) cm.
Ærmelængde under ærmet ved langt ærme: (43)44(45)46(47)47(47) cm.
Materialer
I alt (200)200(200)200(250)250(300)g Önling No 10 Silk Mohair, 70% mohair, 30% silke, 210 m pr. 25g.
50g Önling No 17, glimmergarn. 100% polyester
Der strikkes gennem hele arb med enten 2 tråde Silk Mohair (af samme farve) sammen, eller 1 tråd Glimmergarn.
Bland gerne selv farverne, kun din fantasi sætter grænser.
Vejledende rundpind og strømpepinde nr. 3 og 5
7 markører
3 meter hjælpesnor i kontrastfarve
Farver
Modellen på billede 1 og 2 er kit 1 og strikket i følgende farver:
Farve A-E Önling No 10 silk mohair
Farve A: 50 g fv. Gråbeige (0664)
Farve B: (50)50(50)50(50)50(75) g fv. Rosa (2029)
Farve C: (25)25(25)25(50)50(50) g fv. Kamel (1916)
Farve D: 50 g fv. Støvet rosa (3628)
Farve E: (25)25(25)25(50)50(50) g fv. Mørk rosa (5026)
Farve F: 50 g Önling No 17 glimmergarn, fv. Rose Gold (20)
Strikkefasthed
18 m og 27 pinde i glatstrik på pind nr. 5 = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde
Sweateren strikkes rundt oppefra og ned. Der slås op med midlertidig hæklet opslagning, så størrelsen på halsen efterfølgende kan reguleres. Der strikkes vendepinde hen over skuldre og nakke i starten for at give en højere nakke. Bærestykket strikkes med udtagninger. Herefter deles arbejdet, og ærmer og krop strikkes færdige hver for sig.