Strikkeopskrift til Easy Peasy hyggesko
Futterne er sjove og nemme at strikke, og opskriften er skrevet helt uden forkortelser, for at gøre det så nemt og enkelt som muligt for dig. Det fine perlestrik giver et feminint og simpelt udtryk, og inviterer dig til hygge i sofaen med en kop varm te og strikketøj. Den strikkes i lækker silk mohair sammen med et ultra blødt og lækkert garn, som består af 50% alpaca og 50% uld af første klipning som er kradsefrit. De holder dine fødder varme i de kolde måneder og føles så lette og bløde. Futterne kan strikkes i flere størrelser, så der kan produceres super bløde og hyggelige futter til hele familien.
Opskriften var en del af Adventskalender 2020.
Størrelser: (S)M(L)
Sål længde: (22)24(26) cm svarer til skostørrelser (35/37)38/40(41/43)
Materialer:
Pura Lana Ecologica, 50% bæredygtig uld fra 1. klipning og 50% alpaca, 85 m pr 50 g.
Farve A: 100 g
Önling No 10 70% Super kid Mohair og 30% silke, 25 g. ca 210 m.
Farve B: Önling No 10 = 25 g
Der strikkes med en tråd af farve A og farve B sammen, gennem hele arbejdet.
Strikkefasthed:
16 m og 28 p i perlestrik på p nr. 5 = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde:
Hyggefutterne strikkes i perlestrik. Den strikkes fra hæl til tå. Hælen strikkes frem og tilbage, imens der tages ud, så den får en kileform, hvilket giver den perfekte pasform. Så slås de masker op som danner hyggefuttens sider og der strikkes frem og tilbage. Der strikkes frem og tilbage, frem til fodryggen, hvor arb samles til en omgang. Derfra strikkes videre med magic-loop teknikken. Der fortsættes i perlestrik frem til tåen, hvor der strikkes indtagninger til tåspidsen.