Strikkeopskrift til Gloria Hue
Gloria Hue er den perfekte vinterhue, når du ønsker både komfort og klassisk stil. Den er strikket med en lang, ombukket ribkant, som giver et flot, fyldigt udtryk og — vigtigst af alt — varmer helt fantastisk om ørerne. Du kan selv vælge, om ribkanten skal have de fine snydesnoninger eller stå helt enkelt. Toppen af huen er dekoreret med fine snoninger, hvor indtagningerne er integreret direkte i mønsteret. Det giver en harmonisk og eksklusiv finish, som virkelig løfter designet.
Gloria Hue er strikket i vores økologiske merinould Önling No 3, der kombinerer blødhed, varme og holdbarhed i én kvalitet. Det er garnet, du vælger, når du vil forkæle dig selv med noget af det bedste. Resultatet er en luksuriøs og tidløs hue, der holder dig varm hele vinteren — og som du med garanti vil række ud efter igen og igen.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Designet af Katrine Hannibal for Önling.
Størrelse One size
Mål
Bredde: 25 cm
Omkreds: 50 cm
Højde med enkeltfoldet kant: 22 cm
Højde med dobbeltfoldet kant: 27 cm
Materialer
150 g Önling No 3, 100% økologisk heavy merinould, 50 g / ca. 133 m
Strikkes med en tråd igennem hele arbejdet.
Vejledende rundpind nr. 4 mm i 80 cm (vi bruger magic loop metoden til at strikke små omkredse)
Nr. 3,5 mm, hvis kanten strikkes i almindelig rib
8 maskemarkører
Snoningspind
Strikkefasthed 22 m og 34 pinde i glatstrik på pind nr. 4 mm = 10 x 10 cm.
Fremgangsmåde
Huen strikkes rundt, nedefra og op. Kanten strikkes i rib med eller uden snydesnoninger og kan enten strikkes med foldet kant eller uden. Toppen er formet af bløde snoninger med indtagninger, der danner en smuk afslutning på huen.
