Strikkeopskrift til Exit sweater af Hanne Falkenberg
I 2020 gik Hanne Falkenberg på pension og solgte sit firma, Hanne Falkenberg Design, til Önling. Som en del af denne overdragelse modtog vi fra Hannes voksne børn en ganske særlig sweater – den sidste Hanne selv strikkede. Sweateren var uden noter, da Hanne ikke nåede at skrive opskriften ned, men det var hendes ønske, at den skulle hedde Exit Sweater, som en markering af hendes exit fra strikkeverdenen.
Exit Sweater er den sidste model fra det ikoniske designikon, Hanne Falkenberg. Baseret på hendes originale sweater har Katrine Hannibal og Önling-teamet fortolket og skabt en ny version med en opdateret pasform. Efter nøje design og testning står Exit Sweater nu færdig som en smuk hyldest til en lang og imponerende karriere som strikkedesigner.
Sweateren er prydet af et klassisk, kvadratisk mønster på både for- og bagside, kombineret med elegante kantdetaljer ved ærmer og krave. Sweateren strikkes nedefra og op, med tilsatte ærmer.
Den kan strikkes i enten Önling No 20 – Hanne Falkenbergs klassiske Shetlandsuld – eller Önling No 2, en blød og eksklusiv merinould.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Idé af Hanne Falkenberg, opskrift af Katrine Hannibal for Önling.
Størrelser: (XS)S(M)L(XL)2XL(3XL)4XL(5XL)
Overvidde: (90)100(110)119(129)138(148)158(168) cm
Længde: (50)51.5(51.5)53(54.5)54.5(56)56(57.5) cm
Ærmegabshøjde: (19.5)21(21)22.5(24)24(25.5)25.5(27) cm
Ærmelængde under ærmet: (56)54.5(53)51.5(49)50(50)47.5(45) cm
Materialer:
(300)325(350)375(400)425(450)475(500) g Önling No 2, 100 % merinould (merino superfine 100s), 25 g / ca. 120 m
Der strikkes med én tråd gennem hele arbejdet.
Vejledende pinde rundpind nr. 2.5 og 3 mm
Strømpepinde nr. 2.5 og 3 mm, med mindre der strikkes med magic loop metoden
4 maskemarkører
Maskesnøre
Strikkefasthed:
25 m og 36 pinde i glatstrik på pind nr. 3 mm = 10 x 10 cm
25 m og 40 pinde i mønster på pind nr. 3 mm = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde
Sweateren strikkes nedefra og op, med tilsatte ærmer. Først strikkes forstykke og ryg frem og tilbage, hvorefter skuldrene strikkes sammen. Ærmerne strikkes oppefra og ned, ved at strikke masker op i ærmegabet. Der strikkes først frem og tilbage, siden samles arbejdet og ærmet strikkes rundt. Til sidst strikkes masker op i halsen og der afsluttes med en fin kant.