Strikkeopskrift til Iris kjolen
Iris er en fræk kjole, der med sit enkle hulmønster, og lækre garn er så fængende at den næsten strikker sig selv. Strikket oppefra for at sikre en god pasform, som du kan regulere undervejs, og det korte ærme kan nemt forlænges, hvis du vil tilpasse Iris til de knapt så lune sommeraftener. Iris kjolen er en forlængelse af Iris sommertop, som har det samme smukke hulmønster. Den er strikket i vores Hverdagskit, Önling No 12 og Önling No 13, der tilsammen giver den skønneste blanding af uld, bomuld og cashmere.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Designet af Katrine Hannibal for Önling.
Størrelser:(XS)S(M)L(XL)2XL(3XL)
Overvidde:(90)96(102)108(114)122(130) cm
Længde midt bag:(88)89(90)91(92)93(94) cm
Ærmelængde under ærmet: 6 cm
Materialer Hverdagskit
Farve A: (2)2(2)2(3)3(3) cones Önling No 12, 55% uld og 45% bomuld, 115 g / ca. 800 m
Holdt sammen med
Farve B: (1)1(1)1(2)2(2) cones Önling No 13, 95% lammeuld og 5% cashmere, 80 g / ca. 1600 m
Der strikkes med en tråd No 12 og en tråd No 13 = 2 tråde holdt sammen gennem hele arbejdet
Vejledende rundpind og strømpepinde nr. 3 og 3 ½
Hæklenål nr. 3 ½ mm til hæklet, midlertidig opslagning
3 meter garn i kontrastfarve
1 markør
Strikkefasthed: 22 m og 36 pinde i glatstrik på pind nr. 3 ½ = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde
Kjolen strikkes rundt oppefra og ned. Der slås op med hæklet midlertidig opslagning, så størrelsen på halsen efterfølgende kan reguleres. Der strikkes vendepinde hen over skuldre og nakke i starten for at gøre modellen højere bagpå end foran. Bærestykket strikkes som et rundt bærestykke med bladmønster, hvorefter arbejdet deles i krop og ærmer, som strikkes færdige hver for sig.