Strikkeopskrift til Rikke Beanie No 1 af Rikke Jönsson
Rikke Beanie No 1 er et tidløst design, der med sit elegante udtryk er en uundværlig del af din vintergarderobe. Rikke Beanie No 1 findes i to størrelser, alt efter hvilken pindstørrelse du vælger at strikke den på. Strikker du på pind nr. 3 mm får du en lidt mindre beanie, mens pind nr. 3,5 mm vil give en beanie med mere rummelig pasform.
Du kan strikke beanien i én tråd Önling No 1 for en vamset og eksklusiv beanie, eller én tråd Önling No 3 for en varm og lækker beanie med smuk struktur.
Hvis du ønsker en mere fluffy og fyldig beanie, kan du tilføje en tråd Önling No 10, vores udsøgte silk mohair, som vil give dig en ultra behagelig og luksuriøs beanie.
Med sin enkle konstruktion og bløde kvalitet bliver Rikke Beanie No 1 hurtigt et favoritprojekt – og et tilbehør, du vil vende tilbage til sæson efter sæson.
Ide af Rikke Jönsson. Opskrift af Katrine Hannibal for Önling.
Sprog: Opskriften tilsendes på Dansk, Svensk og Norsk.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Størrelser: Lille(Stor)
Mål (efter vask og blokning)
Omkreds: 38(46) cm
Højde: 20,5(23) cm med 8 cm ombukket kant
OBS! Beanien vil give sig ca. 1 cm i bredde ved brug. Hvis beanien ønskes større, kan den blokkes i form.
Materialer Önling No 1
50(100) g Önling No 1, 75% merinould og 25% angora, 50 g / ca. 180 m
Der strikkes med én tråd igennem hele arbejdet.
Materialer Önling No 3
100(100) g Önling No 3, 100% økologisk heavy merinould, 50 g / ca. 133 m
Der strikkes med én tråd igennem hele arbejdet.
OBS! Hvis du tilføjer en tråd silk mohair, skal du bruge 25(50) g af Önling No 10, 70% mohair og 30% silke, 25 g / ca. 210 m.
Vejledende rundpind
Nr. 3 mm til den lille størrelse i 60 eller 80 cm længde
Nr. 3,5 mm til den store størrelse i 60 eller 80 cm længde
(vi bruger magic loop metoden til at strikke små omkredse)
8 maskemarkører
Strikkefasthed
24 m x 34 pinde i ribmønster på pind nr. 3 mm = 10 x 10 cm efter vask og blokning.
21 m x 30 pinde i ribmønster på pind nr. 3,5 mm = 10 x 10 cm efter vask og blokning.
Fremgangsmåde
Beanien strikkes rundt nedefra og op. Der slås op med italiensk opslagning, først strikkes den ombukkede kant i rib efterfulgt af det karakteristiske ribmønster. Toppen afsluttes med symmetriske indtagninger. Beanien strikkes enten på pind nr. 3 mm for den lille størrelse, eller pind nr. 3,5 mm for den store størrelse. Længden kan let justeres efter behov. Mønster strikkes efter diagram eller tekst.
 
    
 
           
             
                
               
                
               
                
               
                
               
                
               
       
       
       
       
       
                            
                          