Strikkeopskrift til Hedvig cardigan
En feminin, lidt oversize cardigan, med snedige raglanudtagninger. Dekoreret med et smukt viklemønster langs knaplukningen og i siden. Cardiganen er strikket oppefra, frem og tilbage, som sikrer den bedste pasform og giver dig muligheder for at prøve på, mens du strikker. Hedvig kan strikkes i tre forskellige materiale variationer. I vores hverdagsgarn Önling No 12, vores klassiske og eksklusive Önling No 1, eller 100% økologisk merinould Önling No 3. Du skal desuden bruge 6 påsyede tryklåse til lukning.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Designet af Katrine Hannibal for Önling.
Størrelser: (XS)S(M)L(XL)2XL(3XL)
Mål
Overvidde: (98)104(110)116(122)130(138) cm
Længde: (53)54(55)56(57)58(59) cm
Ærmelængde under ærmet ved langt ærme: (42)43(44)45(46)46(46) cm
Materialer Önling No 1
(250)250(300)300(350)350(400) g Önling No 1, 75% merinould og 25% angora, 50 g / ca. 180 m
Strikkes med en tråd igennem hele arbejdet.
Materialer Önling No 3
(350)350(450)450(500)500(550) g Önling No 3, 100% økologisk heavy merinould, 50 g / ca. 133 m
Strikkes med en tråd igennem hele arbejdet.
Materialer Önling No 12
(260)280(300)320(340)360(380) g / (3)3(3)3(4)4(4) cones Önling No 12, 55% uld og 45% bomuld, 115 g / ca. 800 m
Strikkes med to tråde holdt sammen igennem hele arbejdet.
Vejledende rundpind og strømpepinde nr. 4 og 4½ mm til blusen og 3½ mm til halskanten.
Hæklenål størrelse 3-4 mm til midlertidig, hæklet opslagning.
8 markører
3 meter hjælpetråd i kontrastfarve
6 tryklåse (15 mm)
Strikkefasthed 20 m og 28 pinde i glatstrik på pind nr. 4 ½ = 10 x 10 cm.
Fremgangsmåde
Cardiganen strikkes frem og tilbage, oppefra og ned. Der slås op med midlertidig, hæklet opslagning. Der strikkes frem og tilbage, mens der tages ud ved raglan og i begyndelsen og slutningen af hver retsidepind, for at forme halsudskæringen. Der slås op til forkanter og fortsættes med udtagninger ved raglan, arbejdet deles og ærmer og krop strikkes færdige hver for sig. Til sidst strikkes en kant på halsen.
