Strikkeopskrift til Inge strømper
Inge strømpe er en strømpe strikket med en flot kant i vævestrik. Med denne strømpe kan du beslutte, om du vil strikke en helt kort strømpe, eller om du vil strikke en strømpe med et længere skaft. Vævestrik mønsteret kan strikkes over blot få rækker eller strikkes så det pryder hele skaftet, ligesom du kan beslutte at strikke med blot 2 eller flere farver.
Bemærk! Mønsterfarverne til vævestrikmønsteret skal du selv finde i din restekurv! Mønsterfarverne kræver ikke strømpegarnets ekstra styrke, da det udelukkende strikkes på skaftet. Du kan derfor vælge et andet garn fra restekurven med nogenlunde samme løbelængde på 420 m pr 100 g. Der skal bruges ca 22 meter / 5 g pr mønsterfarve.
Opskriften er i PDF format. Straks efter betaling kan du downloade din opskrift direkte fra siden med bekræftelse af køb. Du modtager derudover en mail med link til download af din opskrift, ligesom opskriften vil være tilgængelig på din profil her på siden - så husk at oprette en profil :) Læs mere om digitale strikkeopskrifter her.
Designet af Inge-Lis Holst for Önling.
Størrelser:
Small (str 36-37)
Medium (str 38-39)
Large (str 40-42)
X-large (str 43-45)
Størrelserne kan tilpasses således at du kan vælge at strikke efter maskeantal til str small, hvis du har smalle fødder og strikke dem til ønsket længde, og omvendt strikke efter maskeantal til str L eller XL, hvis du har brede fødder.
Materialer:
Farve A: 50(50)75(75) g Önling No 18, 75% uld non superwash og 25% polyester lavet af genbrugte PET flasker, 100 g / ca 420 m
Mønsterfarve(r): Farve B og Farve C: ca 5 g pr farve
Du strikker med en tråd igennem hele arbejdet.
Vejledende pinde Rundpind 2,5 mm i 60 cm eller 80 cm eller strømpepinde 2,5 mm
2 maskemarkører
Strikkefasthed: 32 m x 47 rækker på pind 2,5 mm = 10 x 10 cm
Fremgangsmåde:
Inge strømpe strikkes fra skaftet med en 3 vr, 1 r, ribkant, en bort i vævestrikmønster, videre ned over skaftet, over hælen og foden og slutter med en afrundet tå. Strømpen er strikket på rundpind med magic loop metoden, men kan naturligvis strikkes på strømpepinde, hvis du foretrækker det.
En strømpe med kilehæl består af: ribkant, skaft, hælflap, hælrunding, kile, fod og tå.